Venstrefolk besøger globalt pioneranlæg for biogas ved Holbæk

(Pressemeddelelse, 29 juni 2009)  

Onsdag den 1. juli kl. 15 får Bio Vækst A/S i Holbæk besøg af Venstres lokale borgmesterkandidat, Søren Kjærsgaard, og folketingskandidat for Venstre, Jan Wammen Jensen. Begge har stor interessei klima- og miljøområdet. Pressen er velkommen til dække besøget.

Bio Vækst i Holbæk er global pioner i forhold til at omdanne husholdningsaffald til biogas, strøm og næringsrig kompost og samtidig mindske udledning af CO2 og andre drivhusgasser.

Biogas- og kompostanlægget i Holbæk er udviklet af Solum Gruppen som i maj måned fik overrakt Venstres Klima- og Miljøpris af statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Anlægget benytter en lavteknologisk tilgang, og det har vist sig at være særdeles driftssikkert og også økonomisk rentabelt.

Øvrige steder i Danmark og andre industrilande er det almindeligt at bruge det våde organiske affald som brændsel på kraftværker uden først at udvinde biogassen.

I udviklingslande og også i nogle industrilande, går der endnu mere energi til spilde, fordi husholdningsaffaldet ender på lossepladser og derfra udleder meget store mængder drivhusgasser.

Bio Vækst benytter kildesorteret husholdningsaffald fra husstande i Odsherred, Kalundborg og Holbæk kommuner. De tre sjællandske kommuner er nogle af de få i Danmark som med succes har fået affaldsindsamling, biogas og kompostering til at gå op i en højere enhed. En afgørende faktor er at Bio Vækst i Holbæk har kørt stabilt siden etableringen i 2003.

"Danmark har et kæmpe uudnyttet potentiale i biogas. Biogas fra danskernes organiske affald vil kunne erstatte 5 pct. af det nuværende naturgasforbrug. Biogas fra landbruget kan yderligere erstatte 20 pct. - så vi vil i løbet af få år kunne erstatte i alt 25 pct. af Danmarks nuværende forbrug af naturgas med biogas," siger Solum Gruppens direktør for forretningsudvikling, Henrik Mortensen.

Henrik Mortensen uddyber: "I Danmark har vi 25 års erfaring med biogas-teknologi og vi erlangt foran de fleste andre lande. Klimakrisen betyder at vi nu har et stort potentiale både nationalt og internationalt. Ligesom med vindmøller er det afgørende med et velfungerende hjemmemarked. Derfor har det stor betydning at politikere nu fokuserer på biogas og skaber rammebetingelser, så vi over hele landet får etableret biogas-anlæg der kobles direkte på naturgasnettet.

Hvis vi skal udnytte potentialet for biogas i Danmark, er der brug for omkring 50 anlæg. Af dem skal 15-20 også kunne håndtere organisk husholdningsaffald."

Biogas er den mest værdifulde ressource som Bio Vækst udvinder af organisk affald. Slutproduktet fra Bio Vækst er højkvalitets-kompost som anvendes i landbruget.

Bio Vækst ejes af Solum Gruppen sammen med virksomhederne Kara/Novoren og Vestforbrænding.

  • Solum A/S
  • Vadsby Stræde 6
  • DK-2640 Hedehusene
  • Tlf: +45 4399 5020
  • Fax: +45 4399 5231
  • E-Mail: info@solum.com